1. Marie Margrethe Hartvig 1915-1980

 

farmorHartvig                                               Marie M. Ravnskjær f. Hartvig 1963 (privat foto)

Min farmor Marie Margrethe Ravnskjær f. Hartvig (1) var det tredje barn af arbejdsmand Herman Hartvig (2) og hustru Margrethe Marie Hartvig f. Hansen (3). Mie, som hun blev kaldt i familien, blev født i landsbyen Søvang ved Øster Højst den 28. apr. 1915.

Som det ses, er indførelsen af farmors dåb i Øster Højst kirkebog skrevet på tysk. Hun blev døbt i Øster Højst kirke den:

”23 Mai i K. Geburt 28 April Seevang. Kindes Marie Margrethe. Eltern Arbeiter Herman Hartvig ü Margrethe Marie geb. Hansen, in Seevang. Gevattern 1, Christine Hansen Fjelstrup 2, Christian Lorenzen in Seevang 3, Matthias Hansen in Seevang” (Højst 1867-1923;198).

Søvang og Øster Højst lå i 1915 stadig på den tyske side af grænsen og det officielle og administrative sprog var derfor tysk. 

Husassistent i Løgumkloster

Farmors barndom og ungdom ved jeg ikke ret meget om, men hun kom som så mange andre fra små kår ud og tjene i en forholdsvis ung alder. Man finder hende i folketællingen fra 1930 i Løgumkloster, hvor hun er husassistent hos lærerfamilien Albert Knudsen Bayer og hans hustru Helene Auguste Bayer f. Gebhardt. Familien Bayer boede Allégade 25 i Løgumkloster, og Albert Bayer var ansat ved den tysksprogede afdeling på Løgumkloster skole (Bent Beim).

Ægteskab med Johannes Ravnskjær

Farmor blev 24 år gammel gift med gartner Johannes Ravnskjær (1914-1966) fra Åstrup ved Haderslev. De blev viet i Åstrup kirke den 15. jan. 1939:

”Ugift Handelsgartner i Haderslev Johannes Ravnskjær født 1914, 23 September i Aastrup. Søn af Husmand Johannes Ravnskjær og Hustru Marie Cathrine, født Hansen, Ladegaard Pacele. Ugift Expeditrice Marie Margrethe Hartvig i Haderslev, født i (Øster) Højst Sogn Tønder Amt 1915, 28 April af arbejdsmand Herman Hartvig og Hustru: Margrethe Marie, født Hansen. Lysning i Hospitalskirken i Haderslev d. 1/1 1939. Bevislighed og ingen Hindringer. Attest af 15/1 1939 fra Kirkekontoret i Haderslev. Gift 1939, 15 Januar. Aastrup Kirke v. Sognepræsten. Vidner Husmand Johannes Ravnskjær og Hustru Ladegaard Pacele. Brudens forældre” (Åstrup 1927-1958;156).

Åstrupvej 55 og Jomfrustien 2 i Haderslev

Som nygifte boede Mie og Johannes på Åstrupvej 55, hvor de havde gartneriet – Solhøj. Grønsagerne og blomsterne solgte de fra deres butik i Jomfrustien. Deres fem første børn blev født i Haderslev under besættelsen, blandt andet trillingerne; Grete, Johannes og Hartvig. 

Gartneriet Skovly i Assens

Omkring afslutningen af 2. verdenskrig flyttede farmor og farfar til gartneriet Skovly i Assens. Her boede de i efterkrigsårene og fik deres yngste barn.

FarmorAssens

Marie Margrethe Ravnskjær ved Strandmølledammen i Assens (privat foto)

Vestergade og Kalundborgvej 65 i Slagelse

Farfar Johannes Ravnskjær var handelsmand, og han må have set et potentiale i biler. I hvert fald skiftede han gulerødderne ud med biler i begyndelsen af 1950-erne, hvor han startede Slagelse Bilmarked i gården Kalundborgvej 65. Fra “gården i 65” solgte han brugte biler. Omkring 1952 lejede han et rækkehus på Vestergade og hentede familien til Slagelse.

Ravnskjærs Autoophug Kalundborgvej 70A i Slagelse

I sidste halvdel af 1950-erne blev en mindre landejendom skråt overfor Kalundborgvej 65 købt. Forretningen blev flyttet og skiftede navn til Ravnskjærs Autoophug.

I første omgang blev familien boende på Vestergade, men der blev bygget et nyt og moderne parcelhus på den nye matrikel. Farmor og farfar fejrede deres sølvbryllup den 15. januar 1964 på den nye adresse.

Børn i ægteskabet

a. Poul Johannes Ravnskjær født 1939 i Haderslev. Gift med Annelise Rasmussen født 1939. To døtre 1) Anne Ravnskjær og 2) Joan Ravnskjær

b1. Grethe Ravnskjær født den 11. aug. 1941 i Haderslev. Gift med Andreas Friederichsen (1934-2012). Fem børn. 1) Gitte Friederichsen 2) Robert Ravnskjær Friederichsen 3) Vibeke Friederichsen 4a) Allan Friederichsen 4b) Peter Friederichsen.

b2. Johannes Ravnskjær født den 11. aug. 1941 i Haderslev. Død den 3. nov. 2001 i Slagelse. Ingen børn.

b3. Hartvig Ravnskjær født den 11. aug. 1941 i Haderslev.  Død som spædbarn angiveligt i slutningen af 1941 eller begyndelsen af 1942.

c. Preben Ravnskjær født den 4. okt. 1944 i Haderslev. Død i Gislev, Høng den 20. okt. 2011. Gift med Sonja Christensen. To børn. 1) Katja Ravnskjær og 2) Jeff Ravnskjær.

d. Leif Ravnskjær født 1946 i Assens. Gift med Nina Olsen. To børn. 1) John Ravnskjær 2) Maria Ravnskjær.

Grete, Johannes og Hartvig – Haderslev Amtssygehus første hold trillinger

Trillingerne blev født på Haderslev Amtssygehus i 1941 og var sygehusets første hold trillinger. Trillinger var ikke så almindeligt dengang, så de var lidt af en sensation i Haderslev. Familien fik hjælp af avisen Dannevirke, der startede en indsamling til en trillingebarnevogn.